I ”Designing for pedestrians” giver John J. Fruin tilbage i 1970, et bud på hvordan man kan analysere og optimere menneskeflow. Her er fokus på densitetens betydning for bevægelsen. Altså, at tætheden folk imellem er afgørende for deres bevægelser og komfort i øvrigt. Det er jo reelt ofte dét, vi taler om, når det handler om opfattelsen af tryghed hvor mange mennesker samles.
Fruin’s Levels of Service blev udviklet som en metode til at kvantificere og forbedre crowd management og bevægelsesflow. Hans arbejde blev afgørende for at arbejde med udfordringer, der kan opstå i forbindelse med høj densitet, når mennesker samles.
Arbejdet med Level of Service var inspireret af transportplanlægning, men har i dag stadig betydelig relevans inden for crowd management.
Denne inspirationsartikel giver dig et perspektiv på, hvordan man bedst forstår og forbedrer bevægelserne af mennesker i tætpakkede områder, med særlig fokus på at optimere flowet.
Niveauer af service
Fruin introducerer med sine ”Levels of Service”, en central forståelse af, hvornår høj densitet kan blive problematisk for bevægelse. Disse niveauer giver et vigtigt udgangspunkt for at få et fælles verdensbillede.
Se illustrationen herunder:
Anvendelse af Levels of Service
Levels of Service er et værdifuldt redskab for crowd management-planlægning, når man kigger på områder med høj mennesketæthed og behov for bevægelse Det kunne fx være på et festivalområde eller en togstation. Begge er steder, hvor mennesker har behov for at bevæge sig fra et sted til et andet.
Her bliver koordineringen af menneskers bevægelser nemlig essentiel. Ligeledes er der behov for både estimering af forventet tilstrømning og densitet, og ikke mindst: input undervejs fra dem, som befinder sig i området.
Ved at anvende disse niveauer som retningslinje kan man identificere, hvor man befinder sig i forhold til servicekvalitet og densitet, og man får et fælles verdensbillede af, hvad man taler om. På denne måde kan man minimere ’synsninger’, som i bund og grund er subjektive vurderinger om tæthed og komfort, og i stedet kigge (lidt) mere fagligt på densitet.
Man får i hvert fald et fælles sprog for, hvad der er hvad.
Man kan hermed optimere flowet ved at tilpasse layoutet, skabe flere adgangspunkter, justere tidspunkter for begivenheder og implementere effektiv styring af menneskemængder for at reducere trængsel og forbedre den overordnede oplevelse.
Dertil kommer justeringer undervejs, som er meget nemmere, hvis man først har tænkt tankerne i planlægningen.
Forståelse muliggør optimering
Fruin’s Levels of Service tilbyder en uvurderlig ramme for at forstå og forbedre crowd management og flow af mennesker i tætpakkede områder med stort behov for bevægelse.
Forståelsen giver mulighed for optimering ved at arbejde på at skabe mere effektive og behagelige områder, hvor mennesker kan bevæge sig frit og uden større forhindringer. Når der så alligevel opstår friktioner og høj densitet, kan man nemmere identificere det og minimere det - fordi man forstår det.
Fruin's oprindelige tanker forbliver derfor relevante i en tid med store forsamlinger i både det offentlige rum såvel som til festivaler, events og lignende. Ved at optimere flowet af mennesker ud fra disse niveauer kan man skabe bedre oplevelser og mere effektiv crowd management.
Artiklen er skrevet af Sofie Dahl, December 2023